ELECTRIC DJIRA

Da vi kom til hospitalet i Aira fandtes der verken elektricitet eller telefon – andet end telefonhuset i byen og hospitalets egen generator. Vand havde vi. Periodvist.

Efter nogle år kom elektriciteten til byen. Den var lige så kryddret som den etiopiske pebergryde og lige så uforudsigelig som hverdagen i dette vidunderlige land. Den kom undertiden med forbyttede faser, undertiden med bare to ud af tre faser og undertiden slet ikke.

Efter ydderligere nogle år kom telefonen. Så slap man gå hele vejen op til byen for at ringe og slap samtidig alle nysgerrige som som altid hængte i vinduet i mangel på anden underholdning. Man kunde til og med få indkommende samtaler. Altså når det fungerede og linjen inte var “broken”.

Min kære hustru stod op om morgenen og kogte kaffe. Et gøremål som af Gud er indstiftet for kvinden ifølge etiopisk tradition. Så kunde hon råbe: “Erik! Der findes elektricitet!” En god begyndelse på dagen. Det lovede godt.

Endnu bedre blev det om hun tilføjede: ….och vand!”. Men så fungerede ikke telefonen. Det var som med skrabe lotterne derhjemme: Man fik aldrig tre i rad.

Operationspersonalet var på ekstra godt humør når de ved arbekdsdagens begyndelse kunde raportere: “Electric djira!” (Der findes elektricitet)

Befolkningen havde ingen erfaring eller vane med disse moderniteter. Særlig elektriciteten stillede til med problem. Man forstod ikke faren. Med jævne mellemrum fik vi patienter med svære – undertiden uhyggelige – brændskader efter at de havde taget tag i de elektriske højspændingsledninger.

Det blev mange amputationer

Det eneste vi aldrig manglede var glæden og det store smil som altid fandtes. Selv under de sværeste omstændigheder.

Denna bild har ett alt-attribut som är tomt. Dess filnamn är IMG_3359-1-768x1024.jpg

Der har vi noget at lære os af. Glæden over selve livet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *