CORONA

Foredragsholderens mareridt. En tom aula.

De fleste af alla mine mange indbookede foredrag er indstillede på grund af Corona. og det er nok klogt for publikum udebliver som regel til de foredrag som ikke er det . Folk er bange for at blive smittede.

Det er lidt synd for jeg savner kontakten med alle hyggelige mennesker. Særligt de som altid kommer frem før eller efter foredraget og fortæller at jeg har opereret dem for flere år siden.

“Hvordan gik det?” spørger jeg hver gang med en klump i maven. Men hidindtil har jeg bare fået ros og positiv respons.

På en af mine seneste foredrag kom der en ung kvinde frem som jeg havde opereret for en alvorlig bækkenskade efter en ride ulykke for mange år siden. Jeg kunde ikke huske henne på stående fod. Jeg plejer at mindes om bare jeg ser operations arret. Men det gik jo ikke.

Så hentede hun sine gamle røntgenbilleder og straks kom mindet tilbage.

Herligt at vide at man har været til lidt nytte herhjemme også.

BLAND HERMELINER

Hvad har Rebelkirurgen fælles med alle disse superkendte personer?

Alle disse kendte ansigter har været budt ind som gæst på “Studentafton” i Lund. En mega-seriøs tradition med meget gamle aner. I over hundrede år har Studentklubben i Lund budt ind interessante personer til foredrag, samtale og diskussion om aktuelle emner.

I aften er det så min tur att entre scenen.

Her findes information om evenemanget

Varmt velkommen!

AVISUDKLIP

I Sverige er jeg mere eller mindre “verdensberømt”, så mine foredrag bliver opmærksomgjort på en hel anden måde end de – endnu så længe – ganske få forelæsninger jeg har gjort i mit hjemmeland Danmark.

I Växjö var det til og med to forskellige journalister som skrev i hver sin konkurrerende avis.

Snart kommer jeg på flere foredrag derhjemme. Hold øjnene åbne! I kan se på Event kalenderen hvor de bliver.

KARACHI NEXT!

Indbydelser til at holde foredrag kommer dumpende ind hele tiden. Fra Allingsås, Rødby, Lemvig, Studstorp og Karachi.

Ja, du læste ret. Igår fik jeg en indbydelse til at deltage i det internationale fakultet og holde foredrag på 34’e Internationale Ortopæd Kongres i Pakistans hovedstad Karachi.

Så nu ved jeg hvor jeg kommer at være den første uge i december.

I Karachi!

FANEFLUGT

For ikke så længe siden blev det muligt for nordiske medborgere at indehave dobbelt medborgerskab. Så nu har jeg blevet svensk! Det kostede bare 465 svenske skånepesetas.

Faneflugt måske – men ikke foræderi. Jeg beholder jo mit danske medborgerskab. Ærligt talt ved jeg ikke rigtigt hvorfor jeg ansøgte, men det var så billigt at jeg ikke kunde lade vær. Og så har jeg en vag ide om at engagere mig i svensk politik.

Vi får se hvad fremtiden bringer. Men der er flere som vil ha mig som President!

“Rebelkirurgen for President!”

BERØMMELSE

I Sverige er jeg nærmest “verdensberømt”. I Danmark i det nærmeste ukendt.

Jeg blev booket til at holde foredrag for to aftenskoler. En i Danmark og en i Sverige.

Den svenske har allerede fået over 80 tilmeldinger.

Den danske er indstillet. Bare en person meldte sig til (det var ikke mig) og to krydsede for “interesseret” på Facebook. Det rakte ikke.

Nu har jeg havnet imellem en mængde berømtheder.

Alle har fået indbydelse til at holde foredrag på STUDENTAFTON i Lund. Det er et evnement med gamle aner.

Der skal jeg holde foredrag onsdag 11’e mars.

GURSHA

Gursha betyder mundfuld på amarinja. Om man vil vise nogen sin affektion mader man den pågældende med en håndfuld – en gursha.

Ordet anvendes også om en “bonus”. Dem får jeg mange af når jeg er ude og holder foredrag. Oftest bliver det blomster eller – af uklar anledning – glas med svensk honning som vi aldrig får spist op. Så mange har jeg fået.

Sidste uge holdt jeg foredrag i Segeltorp og fik da en meget smuk og unik Segeltorpsbåd i keramik. Kunstneren var tilstede og jeg så til at tage en selfie med hende.

Igår fik jeg nogle meget smukke lyseholdere. Sådanne som Sennait elsker og samler.

Og så blomsterne fra Equmeniakirken i Växjö

BOGEN IGEN

Flere har spurgt hvornår min bog kommer i en engelsk version. For real altså.

Når jeg fik rede på at det skulle koste 200 000 kr at få den oversat lagde jeg straks planen på hylden.

Men så traf jeg en kollega som jeg arbejdede sammen med for mange år siden på hospitalet i Eksjö. Han er siden mange år neurokirurg i North Carolina over there in the great country. Efter att have læst bogen tilbød han sig på stående fod at oversætte den. Det var jo perfekt med en læge som oversættere.

Efter et stykke tid hørte jeg fra ham igen:

“Oversættelsen er det mindste problem. Men om vi skal få solgt bogen må du være med i Late Night TV Show.” – “Ingen problem. Det gør jeg gerne.”

“Og så må du komme ud som transperson” – “Hhhmm – men det kan jeg vel gå med på.”

“Og fortælle at du skrev bogen for at få penge til kønsbyte operation” – Efter en stunds betænketid gik jeg med på det. Hvad gør man ikke for sin bog?

Men min kære hustru sagde bestemt nej. “Om du gør dette så skiller jeg mig på en gang!”

Da konfronterede jeg henne: “Du har lovet indfor Gud og forsamlingen at vores ægteskab skal vare til døden os skiller!”

Da blev hun tavs. En stund. Så tillagde hun: “Men så må jeg jo bare tage livet af dig!”

Nu har jeg en anden plan igang. Sammen med et engelsk forlag har jeg ansøgt om stipendie fra Pen Translate som kan dække 75% af udgifterne til oversættelsen.

Så kryds fingrene.

BOGEN

Som jeg har fortalt om tidligere var der ingen af alle aviser, aftenblade eller ugeskrifter som syntes at bogen jeg sendte til dem var værd at omtale.

At jeg ikke fik noget forlag interesseret af at trykke bogen er jeg ikke længere det mindste forbavset over nu når jeg har læst om hvordan Hendes Kongelige Højhed Prinsessen Mærtha Louises kæreste Shamanen Derek fik indraget sin bog som ellers var færdigtrykt.

Den skulle lanceres i både Norge og Danmark. Men så opdagedes det at shamanen har skrevet hvordan man med bare tankens kraft kan helbrede cancer. Det var valligevel lidt for mavestærkt for forlagene. Bogen blev trukket tilbage under stort ståhej i sladreaviserne.

Manuskriptet burde ha blevet gransket tidligere og aldrig ha blevet antaget”, skriver forlaget.

Det er altså sådan at udvalget sker. Er man shaman og kæreste med en kongtelig så får man bogkontrakt på et sølvfad uden at nogen læser manuskriptet.

Hvor lavt kan man synke?

Jeg takker min Gud og Skabere at min bog blev refuseret af samtlige forlag i hele Skandinavien. Det er nok den fineste udmærkelse man kan få. Og anmeldelserne som kultureliten ikke kunde nedlade sig til at skrive kan jeg sagtens undvære.

Da og da kommer der brev fra helt almindelige mennesker som har læst bogen og taget sig tiden og besværet at skrive og takke. Det er den fineste hædersbevisning man kan få.

Carlsberg plejede at skrive på sin etiket: “Leverandør til det kongelige danske hof“. Tuborg skrev: “Leverandør til det danske folk“. Det er lidt på den måde jeg føler det.

DR. LUDDERKARL

En gang for længe siden stod jeg forvirret med studenterhuen i hånden. Hvad skulle jeg blive?

Mine karakterer var ikke tilstrækkeligt gode for at blive veterinær eller fysioterapeut. Jeg fik nøje mig med at blive læge.

Under studietiden fortsatte jeg som stamgæst på den lokale bodega på Amager i København.

Det var nyttigt at omgås med “almindelige mennesker” og ikke bare akademiker. Man kunne lære sig en hel del.

Et af emnerne på uddannelsen var “Hud & Kønssygdomme”. Jeg behøvede bare læse om hudsygdommene. Det andre lærde jeg mig på krogen.

En aften spurgte bartenderen mig om jeg ikke kunde skrive recept på penicillin. Han havde fået gonorré.

“Hvordan ved du det?” spurgte jeg.

“Om tissemanden ligger fastklistret til lagenet når man vågner om morgen og bare kan tisse i en kop med varmt vand. Så har man gonorré!”

Bedre beskrivelse end i en lærebog.

Desværre var jeg bare student og kunde ikke skrive recept. Han måtte gå til klinikken på Blegdamsvej. Efter konsultationen blev han spurgt af en ung kandidat om han ville deltage i en enquete undersøgelse.

Det havde han ingenting imod. Kandidaten var en ung og smuk dame.

“Hun spurgte om alt muligt i mit sexliv. Jeg smurte tykt på. Jeg ville jo ikke at hun skulle tro jeg var en dårlig elsker!”

Siden da har jeg altid været skeptisk til videnskablige artikler som bygger på enquete undersøgelser.

En af mine studiekammerater kom fra provinsen i Jylland. Han havde aldrig været i storstaden før og gik forbløffet omkring med store øjne. Han boede på et rum i Nyhavn. Det var langt inden det blev fashionabelt. Dengang var Nyhavn det eneste område i København hvor politiet patruljerede tre og tre.

En dag spurgte en af hans naboer om ikke han kunde kigge lidt efter “hans piger” medens han var væk i et vigtigt ærinde.

“Ingen problem. Det kan jeg.”

Først lang tid efter gik det op for ham at han havde ageret ludderkarl.

Det gjorde ham ikke til nogen værre læge. Tværtimod!